Ribe Kirkegårdes store amatørfotokonkurrence er slut!

For at se alle de udvalgte billeder fra konkurrencen - klik her!

Da vi udskrev konkurrencen, var det med dette oplæg:

Der er så meget at se på vores to kirkegårde, Ribe Gl. Kirkegård og Ribe Ny Kirkegård, at det kan være svært at se det hele. Derfor vil vi gerne have din hjælp til at vise det bedste fra vores kirkegårde! Vi vil ha' det hele med! Sommer, vinter og alt derimellem. Hver årstid har sin charme og byder på nye oplevelser på kirkegårdene.

Vi vil gerne have så mange som muligt til at tage billeder af alt hvad vores kirkegårde rummer af fauna, flora og stemninger. Vi har valgt at dele konkurrencen op i disse tre kategorier, i håb om at få alt med, hvad end det er kryb og kravl, fugle, blomster eller de smukke omgivelser/stemninger der findes og kan opdages og opleves på vores kirkegårde!

Kategorierne valgte vi at beskrive således:

Flora

I denne kategori er blomsterne, træerne og planterne i fokus. Vi har en varieret beplantning med både træer, buske, blomster og vilde planter. Alle disse planter kan se fantastiske ud, om det er vinter eller sommer, i hvert fald bidrager alle planter til syns- og duftoplevelser på kirkegårdene, som kan virke helende på stress og sorg. Derfor vil vi gerne have billeder af hvordan planter opleves og ses, ja, måske kan billeder næsten vise duften. Hvad end det er påskeliljerne når de blomstrer, de stedsegrønne der giver farve om vinteren, ukrudtet og det vilde, ja alt kan være med.

Fauna

Her vil vi gerne have billeder af de insekter, fugle og dyr der bor, lever eller kommer forbi på kirkegårdene. Kirkegårdene har en mangfoldighed af blomster, træer, buske og planter, som er med til at skabe unikke levesteder og små oaser for mange forskellige dyr. Derfor har kirkegårde et stort potentiale for at rumme mange insekter, dyr og fugle. Sidste år lykkedes det os at få dokumenteret en sjælden smaragdedderkop, og vi føler os overbeviste om at der er andre, og mindst lige så spændende arter af andre insekter eller dyr og fugle på kirkegårdene, som vi endnu ikke har opdaget.  

Stemninger

En kirkegård kan noget helt særligt. Derfor vil denne kategori fokusere på stemningsbilleder. På kirkegårde er der stemninger, som ikke findes andre steder: Historiens vingesus, byens historie, livets forgængelighed, sorgen over dem vi har mistet og glæden over livet. Det kan være at disse stemninger kan fanges af områder, gravminder eller forsamlinger på kirkegårdene. Morgen-/aftenstemninger, leg, kaffepauser, følelser, personligt, arbejde og så meget andet.

 

Der skulle vælges et vinderbillede for hver sæson (forår, sommer, efterår og vinter) og til at udvælge vinderbillederne, blev der nedsat en jury. Den bestod af en fotograf, en kunstner, en naturvejleder, og til at vælge det endelige, årets vinder billede, var vores biskop også en del af juryen.

Billederne begyndte at tikke ind på vores mail. De kom ind fra mennesker der bor i Ribe, men også fra hele landet og sågar et par stykker fra udlandet.

Og sikke billeder der blev sendt ind. Skønne billeder, spændende billeder.

En del havde skrevet et par ord til billederne f.eks.:
 

”Smukke sommerfugle og summende bier, som sammen holder kirkegården frodig og i bevægelse, samt giver en rolig stemning over stedet og en skønhed.”
 

”Mit hjerte beruses af den yndige spinkelhed.”
 

 ”Sommerfugle i luften giver en fryd og en helt speciel stemning, som ingen kan forklare.”

Det som vi ønskede at få ud af konkurrencen, er blevet opfyldt til fulde. Vi har fået billeder fra alle kategorier og fra vinkler vi ikke har kunnet forestille os. Og mange mennesker har deltaget så det kan kun betyde at flere mennesker har fået øjnene op for hvad kirkegårde kan.

Vi har forsøgt at drage en slags konklusion på fotokonkurrencen, som står helt for egen regning, og det er: At det mennesker oplever og ser, på vores kirkegårde, ikke er de fint revne gange, eller nyklippede hække, men derimod blomsterne, siddepladserne, fuglene, insekterne, og stemningerne.

Vi vil nu glæde os over udstillingen, som kan opleves i vores gl. kapel på Ribe Gl. Kirkegård, og vi vil bruge billederne i så stor udstrækning som muligt til formidlig af vores kirkegårde.

PS: Vinderen af årets billede, har fået en eksklusiv rundvisning for 25 personer på vores kirkegårde samt frokost tilberedt og serveret af kirkegårdens personale.

Vinder billedet af Ribe Kirkegårdes store amatørfotokonkurrence

Vinderbilledet af Ribe Kirkegårdes store fotokonkurrence

Accepter cookies fra dette website

Dette website bruger cookies til at følge din adfærd og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Du kan altid slette gemte cookies i dine browserinstillinger