RIBE KIRKEGÅRDES FORHISTORIE

Begravelsesskik

I Danmark har der været skik for, at begravelsespladser blev anlagt omkring kirkerne. Man mente det var til gavn for de afdødes sjæle, hvis liget dels lå begravet nær det hellige alter og dels så sjælen på opstandelsens dag befandt sig tæt på det hellige alter.

Datidens opfattelse var at når man var nær de hellige nådegaver, Kristi Legeme og Blod, var man nær Gud. Det gjorde at man fra kirkens side, siden romersk-katolsk tid, tog sig bedst betalt for begravelser inde i selve kirken, allerbedst for pladser nærmest altret. Fattige fik grave helt yderst ved kirkegårdens dige. Selvmordere, som selv havde taget bestemmelsen om liv og død og ud af Guds hænder, kom i mange tilfælde til at ligge helt udenfor kirkegårdens dige, hvis man da ikke fandt på omstændelige krumspring for at jorde dem inden diget. I Hviding mener man, at selvmordere blev løftet ind over kirkegårdsdiget, hvor en gammel korsprydet sten skulle "helliggøre" liget, inden det blev jordet.

I Ribe var der adskillige muligheder for at lade sig begrave nær et alter. Ved reformationen rummede byen 14 kirker, deriblandt fire klostre, to kirkelige hospitaler og et antal kapeller. Alene var der i Ribe Domkirke hen ved 50 altre.

Efter reformation blev alle klostre, de fleste kirker og alle kapeller i den gamle stad nedlagt, stort set alle på en gang. Kun Domkirken, som op igennem århundrederne gerne benævntes ved sit oprindelige navn "Vor Frue Kirke", og sortebrødreklostrets Sankt Catharinae Kirke forblev som kirkebygninger og fungerende sognekirker.  Resten blev brutalt plyndret for religiøse relikvier og kunsthåndværksmæssige skatte, og de blev derefter nedrevet. 

Begravelser forsattes efter gammel skik såvel indendørs som udendørs i og ved begge kirker. 

Adskillige familier havde vundet hævd på indendørs begravelser, krypter og afsnit i kirkerne, og andre købte sig fortsat ind. Hen imod slutningen af 1700-årene havde begravelserne i de danske kirker generelt set taget overhånd og voldte så store gener, at regeringen besluttede sig for at gribe ind. Man fandt det efterhånden uæstetisk og direkte farligt med begravelser inde i kirkerne. 

En ting var faren for sammenstyrtninger af kirken, murværket eller gulvet på grund af ukontrollerede undergravninger, som flere steder i landet havde forårsaget sammensynkninger og derpå følgende reparationer af gulve, murværk og stolestader. Noget andet var stanken af forrådnede lig, som steg op af både de åbne og de lukkede begravelser, som forårsagede "pestilensialske Dunster" og "adspredte Andagten" hos kirkegængere. 

De gamle og små kirkegårde var gennem århundreders brug blevet overfyldte med kister. Selv om man forsøgte at holde rede på begravelserne ved at notere, hvor på kirkegården, den enkelte begravelse fandt sted, kunne ingen hitte ud af de forvirrede forhold. Især da man sjældent brugte at pleje gravene med hverken mindesmærker eller haveanlæg i større stil. Derfor er det ikke underligt, at der hørte en "gravsøger" til blandt klokkerens remedier. Inden der blev gravet en ny grav, blev søgeren gentagne gange stukket i jorden, så man var sikker på ikke at grave ned i en uformuldet kiste og dermed forstyrre en ældre grav. Bortset fra et par spader og skovle fandtes der ved kirkerne ikke andre remedier til begravelserne - udover, hvad ligbærerlavet ejede og udlejede - end "en liden Spade for Præsten til Jordens Påkastelse".

I Ribe søgte og fik man i 1793 kongelig bevilling til at annoncere i aviserne efter familier, som kunne dokumentere deres ret til begravelser inde i selve kirkerne, og når disse var registrerede, forbyde, at der oprettedes nye begravelser indendørs.

Kirkeværgen ved Vor Frue Kirke havde skrevet, at kirken måske kunne have et føleligt indtægtstab ved at ophøre med praksis at begrave idendørs, men "ingenlunde at sammenligne med de skadelige Virkninger, Ådselsdunster havde på Menneskeheden".

I forbindelse med den ændrede praksis mente kirkeværgen, at der burde opføres et lighus, hvori afdøde kunne henstilles "til at forsikre sig om, at han virkelig er aldeles Død. Alle store Lægers enstemmige Vidnesbyrd om Usikkerheden af Døds - Kendetegnene, førend den Grad af Forrådnelse, som I menneskevåninger er utjenlig, befindes ved Liget, synes at gøre længere Sorgløshed for sådanne Lighuses Indretning uforsvarlig."

Forslaget blev godkendt af kongen den 13. december 1793 efter at kancelliet havde ændret ordlyden, så at heller ikke slægtninge til ejere af idendørs begravelser kunne få tilladelse til at benytte disse længere. Om nogen insisterede, kunne tilladelse dog gives på så bureaukratiske vilkår, at enhver lysthavende måtte blive skræmt fra sit ønske. 

Den kongelige forordning af 22. februar 1805 forbød al indendørs begravelse, og det blev pålagt købstæderne at sørge for kirkegårdes anlæggelse uden for bykernerne. I Ribe anlagde man således Ribe Gl. Kirkegård til formålet. Læs mere om Ribe Gl. Kirkegård.

Kontakt os

  •  

     

     

     

       

    Ribe Kirkegårde

    Kannikegården
    Torvet 15 
    6760 Ribe

    Der gøres opmærksom på at vores åbningstider i sommerperioden 8. juli til 9. august er:

    Mandag kl. 9.00-12.00

    Tirsdag kl. 9.00-12.00

    Torsdag kl. 14.00-16.00

    Kontorets normale åbningstider:

    Mandag til torsdag 9.00 - 12.00

    Torsdag tillige 14.00 - 16.00

    Tlf: 7542 0160 

    Email: mail@ribekirkegaard.dk                                  

    Ribe Ny Kirkegård
    Tangevej 71B

    Ribe Gl. Kirkegård
    Gravsgade 26B

    Ribe Kapel
    Tangevej 6G